På skadestuen
Om endelig at nå næsten i mål
Ikonen viste nu 3, et tegn på at han havde ventet mere end tre timer. Som for at føje spot til skade informerede skærmen om, at fra kl. 20.30 var der cirka to timers ventetid fra tidsbestillingen, og der var nu gået mere end fem timer siden vagtlægen burde have bestilt tid til ham på skadestuen.
I kortere og længere tid var forskellige patienter borte for at blive behandlet og brudte samtalestykker afslørede, at ventetider på mere end 6 timer ikke var ualmindeligt, udsigterne til snarlig afhjælpning af blødningen var ikke alt for gode.
Ikonen viste nu 4. Klokken var nu et lørdag morgen, og han kunne det begrænsede repertoire på den anden skærm til hudløshed, ingen, absolut ingen af udsendelserne vandt ved ved den uendelige gentagelse. Efter en rum tid lød den forjættende kalden med hans navns nævnelse, endelig, endelig skete der noget.
Den kontrollerede travlhed, grundigheden hvormed læger og sygeplejersker tog sig af de mange opgaver i behandlingsområdet stod i skærende kontrast til alle hans tidligere oplevelser med skadestuen og lægevagten og mindede ham om oplevelserne et par måneder forinden, hvor et kompetent og dygtigt personale havde sikret hans overlevelse, han spurgte sig selv, hvordan et system kunne besidde to så diamentralt modsatte sider, et svar han næppe nogensinde ville finde.
Den jævne, stabile blødning havde nu holdt sig i godt og vel. 12 timer og han kunne, tidligere regnestykke taget i betragtning, konstatere, at han ikke en gang kunne have mistet halvdelen af sine 5l blod. Det skulle senere vise sig, at regnestykket ikke gik helt op, for igennem hele den sparsomme nattesøvn der blev ham til dels, fortsatte blødningen, hvilket en blodig hovedpude 5 timer senere bar sit tydelige præg af.
Ved det uheldige sammenstød med det lavthængende sternbrædt, havde han ramt en blodåre og med den daglige indtagelse af blodfortyndende medicin, ville blødningen ikke have standset sig af sig selv, så var han glad for ikke at have givet op? Naturligvis var han det, og således godt repareret kunne han begive sig hjem, og han kunne nu atter en gang henvende sig i receptionen, denne gang med en anmodning om, at der blev sørget for patienttransport.
"Du skal bare stille dig udenfor, så kommer der en, der spørger efter dig"
Han fulgte promte opfordringen, og efter kort tid kom en taxa og kursen kunne rettes mod hjemmet. Vel ankommet hjemme måtte han konstatere, at kørslen måtte han selv betale, og i tankerne dukkede vagtlægens beskedne honorar på op til 40000kr. for en vagt atter op, og konklusionen måtte uigenkaldeligt blive, at selvfølgelig har regionen ikke råd til både at betale for patienttransport og for vagtlægens overdådige honorarer. Hvis hans offer så endda gik til de mange sygeplejersker, der arbejder reelt og hårdt for en beskeden gage, ville det være i sin orden, men han kunne på ingen måde ryste oplevelsen af grænseløs urimelighed af sig.