På skadestuen
Om oplevelsen af en lille flig af uendeligheden
Ankommet til skadestuen henvendte han sig atter i receptionen, hvor han med god samvittighed kunne annoncere at han til punkt og prikke havde fulgt disse geniale forskrifter, der på så udmærket vis er med til at sikre de hårdtarbejdende og samvittighedsfulde vagtlærer en rimelig indtjening på op til godt og vel 40000kr. pr. vagt, han havde omhyggeligt fulgt forskriften og bestilt tid gennem lægevagten.
Omme på den anden side af skranken tonede der et undrende udtryk frem på receptionistens ansigt, der forelå absolut ingen tidsbestilling. Hjertet sank adskillige tommer, skulle han nu igennem det hele en gang til, skulle han opgive det hele og apatisk hengive sig til en langsom men sikker udtømning af det resterende blod eller skulle han forsøge at overbevise damen på den anden side af skærmen om, at han havde været i kontakt med lægevagten, og at det var lægevagten, der havde sendt ham herind?
Til hans store skete miraklet, samtalen med vagtlægen figurerede i computersystemet, det eneste der manglede var lægevagtens tidsbestilling. Ikke at han bar nag, vagtlægens arbejdspres er enormt, dels fordi der mangler vagtlæger, dels fordi de skal nå så eventyrligt mange samtaler og helst også kurere patienterne pr. distance, for det giver som bekendt et ekstra honorar. Det virker lidt som om de, der har skabt dette fantastiske, uforlignelige, vidunderlige og velfungerende system, har haft opfattelsen af, at alle der kontakter lægevagt eller skadestue er hypokondere, der helst skal spises af med en sludder for en sladder, og at der har været for mange vagtlæger og derfor havde behov for at skabe dem flere opgaver.
"Du kommer ikke til før en gang efter midnat" var bemærkningen fra receptionisten, der af uvisse årsager nu var i stand til at bestille tid til ham med tilhørende adgang til det eftertragtede venteværelse. Han undrede sig naturligvis en del over, at det ikke havde været muligt, at gøre det samme, da han selv havde transporteret sig herind 6 timer tidligere, men selvfølgelig, så havde den hårdtarbejdende vagtlæge ikke fået indtil flere hårdt tiltrængte ekstra honorarer fra regionens bugnende pengekasser, og der var selvfølgelig heller ikke skaffet ekstra arbejde til taxachaufføren.
Det er muligt at forestille sig oplevelser, der er mere inspirerende end at sidde over en skærm og notere sig tallenes skiften ved ikonen med ens initialer. Tallet begynder med et 0 og efter en tid skifter det til et ettal. Ikonen bevæger sig rundt på skærmen sammen med et utal af andre, hver især repræsenterende en patient, et liv og en historie. Når et navn råbes op som tegn til at komme ind til behandling af den ventende stab af læger og sygeplejersker, kan man få lidt tid til at gå med at finde den ikon, der repræsenterer personen, og på måde skabe lidt indhold i ventetiden.
Tallet bliver til to, ikonen er nu nået til tops, men bevæger sig i et simuleret kollisionsunivers nedad igen, som bevis for fantasiens grænser hos den programmør, der står bag skærmbilledet.
Et yngre par er kommet til, han omsorgsfuldt trøstende mens hun forsøger at komme til at ligge ned for en stund på de umagelige stole, der trøstesløst præger venteværelsets møblement. På en anden skærm kan for syttende gang ses en spillefilm en miniature, der forsøger med en pædagogisk forklaring på ventetiden, en film der tydeligvis har til formål at give indtryk af, at der hele tiden ankommer patienter i livsfare, og at det derfor er rimeligt at tolerere den astronomiske ventetid. Et formål er givetvis også, at de tålmodigt ventende tilskadekomne ikke skal tænke for meget over absurditeten i, at lægevagtens ressourcer med større gavn kunne anvendes på skadestuen, hvis ikke det lige var for den ekstra arbejdsbyrde, der var skabt med reglen om at ingen kan behandles i skadestuen, før de har talt med vagtlægen, og sikret vedkommende et solidt honorar.
Han havde længe mærket den sære kildrende fornemmelse af blodets silende strømme på tinding og hals og stofbleen, hans kone havde forsynet ham med for at han ikke skulle få både skjorte og bukser fyldt med blod, begyndte nu at klistre ildevarslende til halsen med en ubehagelig fornemmelse, det var vanskeligt at abstrahere fra.