Et forvaltningseventyr

Magtens treenighed - den hellige pligt til at sikre ulighed for loven og omvendt bevisbyrde

Som tidligere nævnt er der lighed for loven i retsstaten, selv den allermindste og tilsyneladende helt uskyldige fravigelse af dette afgørende princip sætter et lille u foran retsstaten, så den herefter må tåle at hedde uretsstaten.

Ligeledes, som tidligere anført, er der ikke omvendt bevisbyrde i retsstaten, henvender nogen sig til dig, og påstår, at du er skyldig, er det vedkommende, der skal bevise det, det er selvfølgelig ikke dig, der skal bevise, at du er uskyldig. Lever staten ikke op til kravet om at der på alle områder gælder ligefrem bevisbyrde, er staten en uretsstat ikke en retsstat.

Du kan selvfølgelig spørge, om ikke det er rimeligt, at store, dygtige, kompetente, ihærdige og nidkære institutioner som Skatteverket og Kronofogdemyndigheten har ret til at dømme dig skyldig på forhånd, og at du bare kan stævne dem for en domstol?

Svaret er og skal være et rungende Nej!, dels har disse fantastiske institutioner alle midler til deres rådighed, dels besidder de en styrke, der på alle områder langt overstiger dine muligheder, dels er der ingen tvivl om at de, al deres dygtighed, kompetence, ihærdighed og nidkærhed til trods, misbruger den omvendte bevisbyrde på det groveste, Silles og Pers oplevelser, hvor det sker kontinuerligt og systematisk er et utvetydigt bevis på magtmisbrug og grov udnyttelse af uretsstatens blævrende skamstøtter, den manglende lighed for loven, den omvendte bevisbyrde og villigheden til at krænke ejendomsrettens ukrænkelighed uden at skulle stille med så meget som en antydning af bevis for det rejste kravs gyldighed.

I retsstaten er der en institution, der har en afgørende betydning for retsstaten og dens overlevelse, Justitieombudsmannen, hvis hellige pligt det er, at holde øje med om statens institutioner lever op til retsstatens grundlæggende principper.

Sille og Per har to gange henvendt sig til denne glorværdige institution i håbet om, at den levede op til sit formål, og begge gange var svaret, at Justitieombudsmannen ikke fandt anledning til at foretage sig nogetsomhelst, til trods for, at det var bevist, at en allerede betalt ejendomsskat krævedes betalt en ekstra gang, under trussel om udpantning og tvangssalg af fysisk ejendom, en trussel der utvetydigt indeholdt en krænkelse af ejendomsrettens ukrænkelighed.

I al sin enkelhed har Justitieombudsmannen, ved sin passivitet, understøttet to magtfulde institutioners magtmisbrug og trussel om krænkelse af en grundlovssikret ret til at eje fysisk ejendom, det synes som om der ikke er ret meget ret tilbage af retsstaten.