|
Et forvaltningseventyr Magtens treenighed - den hellige forvaltningsdomstol
Forvaltningsdomstol, hvad er det nu for narrestreger, en moderne retsstat har da intet med forvaltningsdomstole at gøre? Gid det var så vel, forvaltningsdomstole forbindes almindeligvis med diktaturer, og fra 1933 til 1945, var de en del af undertrykkelsesmaskineriet hos det mest modbydelige regime verden endnu har haft, et regime der forresten nød godt af at kunne importere kuglelejer til sin hær og gyroskoper til sine raketter af et venligsindet land med en konge, der var endog en del mere venligsindet end godt var, og som værnede om sin neutralitet med blandt andet nævnte eksportartikler. Dette herligt smukke og storslåede land, har den dag i dag sine egne forvaltningsdomstole, og det fremgår sådan set af de foregående sider, hvordan denne absurditet, denne uhellige sammenblanding af den udøvende og den dømmende magt gør sig gældende. Silles og Pers oplevelser med Skatteverket og Kronofogdemyndigheten dokumenterer, at begge instanser agerer som forvaltningsdomstole. Når du som privatperson vil inddrive gæld hos en skyldner, agerer Kronofogdemyndigheten, denne vidunderligt fleksible institution som en forvaltning, der overlader domsafsigelser til domstolene, men når samme pligtopfyldende og nidkære institution agerer sammen med Skatteverket, er det den, der dømmer dig skyldig og som er mere end villig til at tiltvinge sig din legitime ejendom, hvis du ikke vælger at bøje dig for dens nidkære og perfide pengeafpresninger. Døm selv, er denne form for forvaltningsdomstol ikke blot endnu en af uretsstatens blævrende skamstøtter, på linje med den omvendte bevisbyrde og den manglende ligestilling for loven? |